Gammelt antikt boligtilbehør hjælper med at skabe rammerne for hjemmet

Brug gamle ting som uventet, sjælfuldt boligtilbehør

Hvis du også er typen, der holder af at gå på loppemarkeder og finde gamle ting, som trænger til et nyt liv, så støder du nok også somme tider på nogle uventede genstande, som ikke længere skal bruges til det, de engang blev lavet til.

Som for eksempel et gammelt skibsror.

Eller syv.

Der kan man godt se en udfordring for trangen til ikke at lade ting gå til spilde. For hvad skal man bruge sådan et til, når man ikke tilfældigvis står og mangler det til båden? På den anden side synes du måske at det er vildt flot. Super håndværk, rustikt og smukt af brug.

Er du både praktisk og kreativt lagt, kan du diy en lampe, et sofabord eller få noget andet funktionelt ud af det.

Men du behøver ikke være den vilde diy-type for at kunne lave en spøjs gammel ting om til et stykke fedt boligtilbehør.

Et skibsror kan være den rigtige vægdekoration, fordi det taler til dig med sin historie, eller fordi det har en glød og kulør i træet, som komplementerer din øvrige indretning perfekt. Måske er det et ideelt ophæng til bundter med blomster eller krydderurter, der skal hænge til tørre. Eller det kan være rammen for en uro med hvide papirfugle, som giver et enkelt modspil til de detaljerede træudskæringer.

 

Leg med materialer og strukturer

Det fede ved de gamle ting er materialerne, strukturen, sjælen i dem. Det vi kalder patina. Patinaen kan være den varme glød eller rustikke struktur i gammelt træ, rusten på støbejernsvarer såvel som ridser i malingen.

Ordet patina betyder i overført betydning spor af ælde og slitage. Mere direkte er patina ir eller farvebelægning på forskellige metaller. Det er også den glans eller mørke farve, som træ får med tiden.

At have patina betyder ikke nødvendigvis at tingene er slidte. Men det er udseende, som opstår med tiden.

Brug de gamle ting til at skabe stemning og spil med materialer og strukturer. Brug et gammelt, rustikt trætrug til dekoration eller opbevaring. Sæt det eventuelt sammen med nyere ting i glatte, blanke materialer. På den måde understreger du strukturen i materialerne med kontrast.

Brug en gammel blinispande i støbejern som grundlaget for en dekoration med bloklys. Måske skal den stå med 4 bloklys og dine yndlingsnisser som et alternativ til adventskransen i december?

Brug en smuk gammel vase eller potte i keramik som spændende blikfang.

 

De gamle ting giver sjæl og liv til hjemmet. Vælg nogle ting i dit boligtilbehør, som fuldender din indretning med sine materialer og udseende.  Vælg noget, du synes er smukt.